---
title: "Om Øtoften"
description: "Et undervisnings- og fritidstilbud for normalt begavede børn med følelsesmæssige og sociale problemer"
date: "2025-06-23"
created: "2024-11-20"
---

[Hjem](https://sengeloeseskole.htk.dk/)

                    [SFO og klub](https://sengeloeseskole.htk.dk/sfo-og-klub)

                    [Øtoften](https://sengeloeseskole.htk.dk/sfo-og-klub/oetoften)

                [Om Øtoften](https://sengeloeseskole.htk.dk/sfo-og-klub/oetoften/om-oetoften)

# Om Øtoften

Skoletilbuddet på Øtoften – En tryg og udviklende ramme for jeres barn. Øtoften er en specialklasserække under Sengeløse skole, men strukturen og den specialpædagogiske tilgang er tilrettelagt og fungerer som kommunens øvrige Gruppeordninger. Øtoften henvender sig til børn, som har brug for en særlig tilrettelagt skolegang i et trygt, struktureret og omsorgsfuldt miljø. Vi tilbyder to forskellige specialklasserækker, der begge har fokus på at skabe de bedste forudsætninger for børnenes trivsel, læring og udvikling.

## **Tilbudfor børn med emotionelle udfordringer**

Dette tilbud er målrettet børn, der oplever emotionelle vanskeligheder, som kan
påvirke deres skolegang og sociale liv. Vi arbejder tæt sammen med barnet og
familien for at skabe en stabil og forudsigelig hverdag, hvor barnet føler sig
trygt og forstået. Med en anerkendende tilgang og individuelt tilrettelagte
læringsforløb hjælper vi børnene med at opbygge selvtillid, styrke deres
sociale kompetencer og udvikle strategier til at håndtere deres udfordringer.

## **Tilbudfor børn med autisme**

Vores tilbud til børn med autisme er skabt med fokus på struktur,
forudsigelighed og individuelt tilpassede rammer. Vi har stor viden om og
erfaring med autismespektrumforstyrrelser og tilrettelægger undervisningen, så
den tager højde for den enkelte elevs behov, interesser og
udviklingsmuligheder. Gennem tæt samarbejde med forældrene arbejder vi på at
styrke barnets sociale færdigheder, kommunikation og selvstændighed i et trygt
og stimulerende miljø.

## **Fællesfor begge tilbud**

På Øtoften vægter vi et tæt og tillidsfuldt samarbejde med forældrene højt, da
vi mener, at det er afgørende for barnets trivsel og udvikling.

Vores
dygtige og engagerede personale består af specialpædagoger, lærere og
fagpersoner med bred erfaring inden for specialundervisning.

Vi
tilrettelægger undervisningen med udgangspunkt i det enkelte barns styrker og
udfordringer, så vi sammen skaber en meningsfuld og udviklende skolegang.

På
Øtoften er der desuden mulighed for at gå op til folkeskolens afgangsprøver i
9. klasse, så eleverne har de bedste forudsætninger for at fortsætte deres
uddannelse efterfølgende.

Vi
tror på, at alle børn kan udvikle sig og lære, når de får den rette støtte og
anerkendelse. På Øtoften møder vi hvert barn med respekt, forståelse og
ambitioner på deres vegne.

Har
I spørgsmål eller ønsker at høre mere om vores tilbud, er I meget velkomne til
at kontakte os.

## Personale

Personalet består af 10 lærere og 4 pædagoger og en afdelingsleder.

Til skolen er knyttet en psykolog, som kan deltage i vejledning og rådgivning af elever og familier. Psykologen fungerer ligeledes som vejleder for skolens personale. Efter behov har vi ligeledes tilknyttet talepædagog og læsevejleder til skolen.

På skolen går der 30 elever - fra børnehaveklasse til og med 9. klasse. Eleverne kan gå til afgangsprøve på Øtoften. Eleverne er fordelt i 5 grupper.

## Åbningstider

- Øtoftens åbningstid er mellem 8 -16
- Undervisningen ligger mellem 8 -14
- Fritidsdelen ligger mellem 14 -16

## Læs mere om:

###

                                    Fritidstilbuddet

Fritidstilbuddet på skoledage er gratis for forældrene.

Skolens fritidsordning er primært indrettet til de yngre børn 0-3 klasse.. De har her mulighed for forskellige aktiviteter. Vi har bl.a. adgang til boldbane, gymnastiksal og en stor have. Fritidsordningen varetages af skolens pædagoger.

###

                                    Familien

Vi mener, at forældrene er de vigtigste personer i barnets liv. Skolen anser derfor, at et tæt samarbejde med forældrene er en nødvendig forudsætning for skolens arbejde.

Familien tilbydes støtte og rådgivning gennem regelmæssige samtaler. Her kan familien sammen med personalet drøfte det, som de i fællesskab, finder der er mest behov for.

###

                                    Hverdagen på Øtoften

Børnene sørger selv for transport til skolen. Der udleveres buskort. For de yngste børn, kan der aftales en kørsels-ordning.

Der undervises i folkeskolens almindelige fag, med hovedvægt på dansk og matematik, og der tilbydes forskellige værkstedsaktiviteter.

Til hver gruppe er der knyttet 2 faste lærere samt en pædagog således at der altid er to voksne tilstede i gruppen.

Nogle af Øtoftens elever har timer i enkelte fag på Sengeløse Skole.

###

                                    Mælkeordning

På skolen er der en mælkeordning. Ønsker man at deltage, skal der betales to gange årligt.

###

                                    Medindflydelse

Udover det almindelige samarbejde der er mellem skole og hjem, kan man som forældre på Øtoften få indflydelse på skolens hverdag via skolebestyrelsen.

Øtoftens forældre er sikret en plads i Sengeløse Skoles skolebestyrelse.

###

                                    Kontakt os

Har I spørgsmål er I altid velkomne til at kontakte skolen på telefon 20473168 (afdelingsleder) eller telefon 43 35 23 20 (skolens hovednummer)
