Klager over mobning
Når en skole modtager en klage over mobning eller lignende, har skoleledelsen handlepligt til at undersøge, om der foregår mobning eller lignende.
For at styrke indsatsen mod mobning i grundskoler blev Undervisningsmiljøloven ændret pr. 1. august 2017. Lovændringen i 2017 kom for at sikre elever en skolegang uden problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning eller lignende. Loven har til formål at hjælpe skoler med at udarbejde og gennemføre et effektivt anti-mobbebered-skab og sikre lokale løsninger på problemer med mobning.
Loven indeholder desuden en klagemulighed for elever, som også kan benyttes af foræl-dremyndighedsindehavere, hvis barnet er mindreårigt.
Byrådet besluttede den 25-08-2020, at kompetencen til at træffe afgørelser i klagesager indsendt til Den Nationale Klageinstans mod Mobning blev delegeret til administrationen i Skole og PPR-centeret.
I alle tilfælde skal oplevelser med mobning indledes med en dialog mellem eleven og/eller dennes forældre og lærere og pædagoger. Når en skole modtager en klage over mobning eller lignende, har skoleledelsen handlepligt til at undersøge, om der foregår mobning eller lignende. Undersøgelsen skal ske i forhold til hele klassen og ikke kun i forhold til den, der henvender sig. Denne undersøgelse skal ske indenfor få dage og være egnet til at opdage, om der er problemer.
For at sikre at undersøgelsen er egnet til at vurdere, om der er mobning eller lignende, kan skolen følge denne vejledning, som er udarbejdet af Den Nationale Klageinstans mod Mobning.
Hvis skolelederen finder, at der er tale om mobning eller lignende, skal skolelederen indenfor 10 arbejdsdage (fra modtagelsen af henvendelsen/klagen) sikre at der udarbejdes en handlingsplan. For at handlingsplanen kan være effektiv, er det vigtigt, at skolen grundigt afdækker, hvad der foregår mellem eleverne og hvorfor problemerne opstår.
Følgende beskrivelse indeholder retningslinjer for, hvorledes klager om mobning håndteres i Høje-Taastrup Kommune.
Der kan klages i følgende situationer:
- Skolen har ikke holdt øje med, om der er mobning eller lignende
- Skolen har ikke lavet en egnet undersøgelse af, om der er mobning eller lignende. Dette gør sig gældende både ved skolens egen mistanke om mobning eller efter at have modtaget henvendelse herom
- Skolen har ikke afdækket årsagerne på en egnet måde
- Skolen har ikke grebet ind over for situationen med det samme
- Skolen har ikke inden for 10 dage udarbejdet en effektiv handleplan, som er egnet til at bringe problemerne til at ophør
- Skolen har ikke gjort nok for at stoppe mobningen
- Skolen har ikke informeret berørte elever og forældremyndighedsindehavere om, hvordan de vil stoppe mobningen
- Skolen har ikke fulgt op og justeret i handleplanen
- Skolen har ikke gennemført handleplanen-
- Skolen har ikke en antimobbestrategi
Klager kan afleveres til lærere, pædagoger, skolens ledelse eller kommunen. Der kan også klages direkte til Den Nationale Klageinstans mod Mobning, som sender klagen videre til kommunen med henblik på at træffe afgørelse i første instans.
Klager videresendes til Skole og PPR-centeret, som har 20 arbejdsdage til at vurdere klagens indhold og give medhold/delvis medhold eller ikke medhold. Når kommunen har vurderet klagen, har klager 20 kalenderdage til at stille sig tilfreds eller ikke tilfreds med vurderingen.
- Hvis klageren får medhold eller delvist medhold i sin klage, betyder det, at skolen skal iværksætte initiativer, der imødekommer klagen.
- Hvis klageren ikke får medhold eller delvist medhold, og klageren i øvrigt stiller sig tilfreds med afgørelsen og er enig i de initiativer, der er iværksat, betyder det, at klagen henlægges. Skolen skal fortsat arbejde videre med trivslen i klassen.
- Hvis klageren derimod ikke stiller sig tilfreds, eller at klager ikke svare inden for de 20 kalenderdage, betyder det, at klagen videresendes til Den Natio-nale Klageinstans mod Mobning, som vil tage stilling til klagen.
- Hvis Den Nationale Klageinstans mod Mobning ændrer kommunens afgørelse, har Den Nationale Klageinstans mod Mobning mulighed for at give skolen et påbud, som skal sikre at handlingspligten overholdes og gennemføres
Hvis Den Nationale Klageinstans vurderer, at skolen har handlet i overensstemmelse med gældende lovgivning, stadfæstes kommunens afgørelse.
Der er yderligere oplysninger hos Dansk Center for Undervisningsmiljø - DCUM:
Desuden kan du finde lovteksten i Bekendtgørelse nr. 316 af 05/04/2017.