---
title: "Digital politik på skolen og Øtoften"
description: "Målet med denne politik er at fremme fællesskabet og skabe mere ro i klasserne"
date: "2025-02-10"
created: "2025-01-16"
---

[Hjem](https://sengeloeseskole.htk.dk/)

                    [Om skolen](https://sengeloeseskole.htk.dk/om-skolen)

                [Digital politik på skolen og Øtoften](https://sengeloeseskole.htk.dk/om-skolen/digital-politik-paa-skolen-og-oetoften)

# Digital politik på skolen og Øtoften

Målet med denne politik er at fremme fællesskabet og skabe mere ro i klasserne.

Sengeløse Skole og afdeling Øtoften, sammen med Elevrådet, har udarbejdet nedenstående
politik om den digitale virkelighed, som vi møder i skolen hver dag. Vi har involveret forældre
(skolebestyrelsen), elever og personale for at skabe en skole, hvor digitale medier (iPad,
computer, mobiltelefon, smartwatch mv.) indgår som en naturlig del af hverdagen, når
underviseren finder det relevant.

Målet med denne politik er at fremme fællesskabet og skabe mere ro i klasserne. Dette gør vi
ved at stimulere elevernes nysgerrighed over for hinanden og lade dem fordybe sig i projekter
og undervisning, hvor der er en god balance mellem digitale og analoge aktiviteter. Vi ønsker
at forbedre elevernes læring og tage ansvar for de digitale forstyrrelser.

## Generelle regler

Digitale medier kan bruges i undervisningen efter lærerens anvisning; ellers er brug af
digitale medier ikke tilladt i skoletiden, inklusive frikvarterer og SFO.

- Mobiltelefoner skal afleveres ved skoledagens start eller blive hjemme.
- Digitale medier medbringes på eget ansvar. Skolen har ingen forsikring for digitale
medier, herunder ved tyveri eller skader.
- Mobiltelefoner opbevares aflåst i skoletiden (3.-9. kl.). Hver elev afleverer og henter sin
telefon i slukket tilstand. Læreren og skolen sørger for, at kassen opbevares forsvarligt.

## Regler for de forskellige klassetrin

### 0.-3. klasse:

- Smartwatches, der er i skoletilstand og dermed kun fungerer som et almindeligt ur, må
gerne medbringes. Smartwatches, der ikke har skoletilstand, betragtes som digitale
medier og er derfor ikke tilladt.
- Hvis en elev har særlige behov for at medbringe en mobiltelefon eller anden digital
enhed, skal denne afleveres slukket ved skolestart efter aftale med
læreren/pædagogen.

### 4.-6. klasse:

- iPads skal være opladet ved skoledagens start.
- iPads bruges kun, når underviseren beder om det.

### 7.-9. klasse:

- Eleverne må pr.01.04.2025 ikke bruge mobiltelefoner i spisepausen.
- Eleverne har deres udleverede computere til rådighed hele dagen og har selv ansvaret
for dem.
- Computeren skal være opladet ved skoledagens start.
- Eleven skal medbringe oplader.
- Computeren pakkes væk i frikvartererne.
- Computeren bruges kun efter tilladelse fra underviseren.

## Konsekvenser ved regelbrud

- Ved overtrædelse inddrages mobiltelefonen og kan afhentes efter skoledagen på
kontoret eller hos læreren. Gentagne overtrædelser medfører kontakt til hjemmet.
Ledelsen kan involveres, hvis reglerne ikke overholdes.

Forældrene bedes tage ansvar og hjælpe skolen med at håndhæve denne politik ved at støtte
op og være med til at skabe det bedst mulige læringsmiljø. Tal med jeres børn om denne
politik derhjemme. Vis venlighed og respekt over for hinanden, vær åbne og interesserede i
hinandens forskelligheder, og sørg for, at alle får plads.

Politikken er formuleret på baggrund af anbefalinger og politiske retningslinjer med det formål
at styrke børnenes trivsel og sociale kompetencer.

Politikken bliver revideret løbende med henblik på fortsat at følge anbefalinger og
retningslinjer.

Ovenstående politik træder i kraft fra den 1.4.2025.

Mvh Skolebestyrelsen på Sengeløse Skole
